Hvornår giver det mening at optage kviklån? giver dig svaret

På samme måde med Bøe og Knutsens ide om, at undervisningen skal afmontere myter. Zions Vises Protokoller var en antisemitisk forfalskning af nogle referater fra et hemmeligt møde blandt højtstående jøder, der efter sigende skulle planlægge at overtage verdensherredømmet. Men lige præcis dér ser vi efter min mening også forskellen på Stryhns brug af vikinger i deres logo og Breiviks brug af alt lige fra sammenligninger med korsriddere til uniformens symboler for i sidste ende at kunne legitimere sin terrorhandling. Måske er det resultatet, dvs. Rikke Alberg Peters: Måske skal vi ’splitte’ historiemisbrug op i andre begreber såsom pseudohistorie og historiemanipulation. I praksis vil pseudohistorie ofte være et redskab til at kunne manipulere historie. Det første tilfælde, hvor der er tale om et kommercielt anliggende, er forholdsvist uskyldigt eller ubetydeligt i denne sammenhæng. Historiebrug er et meget bredt begreb, og det er dermed også et begreb, det kan være vanskeligt at arbejde med både videnskabeligt og i undervisningssammenhæng. Det er straks sværere, når vi vender os mod emner i vores egen samtid. Det kan faktisk godt afgøres historiefagligt, selvom det er svært, og selvom det kræver træning i kildekritik. Vi skal selvfølgelig ikke reducere moralske spørgsmål til en formalistisk øvelse, hvor eleverne, groft forenklet, blot skal svare ja eller nej. Lad mig søge at illustrere det med et eksempel fra dit svar: ”At nazismens opfattelse af jøderne var forkert”. Det betyder så igen, at vi, hvis vi vil arbejde med et begreb kaldet ”historiemisbrug”, ikke behøver lede efter manipulation, fordrejning eller fejlslutninger, men kan fokusere på målet for en given historiebrug. Opgaven med at forberede på frihed og folkestyre er således ikke kun en opgave for historiefaget, men er selvfølgelig også en opgave for historiefaget. ”Historiemanipulation” eller omfortolkning af fortiden er et andet eksempel på en konkretisering af, hvad vi taler om, når vi bruger ordet misbrug. Tilbage er imidlertid den ”umoralske historiebrug”, som nok også er den, de fleste vil forbinde med begrebet ”historiemisbrug”. Vi skal også have en skala, ud fra hvilken man kan sige, at afviger historiebrug så og så meget fra denne rette lære, bliver den til historiemisbrug. Men igen er spørgsmålet, om vi bedst understøtter denne vigtige opgave ved at reducere det til et teknisk spørgsmål, om hvorvidt nazismen havde en manipulerende omgang med historien. Desuden ligger det tæt op ad såkaldt historierevisionisme, en type politisk propaganda, der som bekendt har til formål at legitimere bestemte politiske ideologier, men på falsk historisk grundlag. Når det gælder pseudohistorie, er det netop ikke et moralsk spørgsmål, hvorvidt noget er pseudohistorie eller ej. Det kan så bidrage til at skabe en ide om, at historievidenskaben kan give os endegyldige svar på, hvad eleverne skal mene om politiske og moralske spørgsmål. Denne moralske forståelse af begrebet ”historiemisbrug” minder i virkeligheden meget om Karlssons nævnte forsøg på en definition af historiemisbrug. Alt efter hvordan man definerer historie, kan stort set alt i sidste ende beskrives som en eller anden form for historiebrug. Herudover er der fx injurielovgivning. Altså igen formål og hensigt er afgørende og ikke så meget selve måden. Det henviser til forsøg på at ændre opfattelsen af, hvad der er foregået i fortiden i forhold til de gængse og accepterede fortællinger. Men min pointe er netop, at når vi skelner, ser vi ikke på, om der manipuleres med materialet, eller om der lyves bevidst eller ubevidst. Banken. Historieundervisningen bør tage livtag med myter, selvom ”den absolutte sandhed” ikke findes. Derved er vi tilbage ved den uhensigtsmæssige udgangsposition: At vi præsenterer moralske spørgsmål som historiefaglige spørgsmål, som vi kan lære eleverne de rigtige svar på. Jeg mener dog stadig, at der er rigtig mange, der overser, hvor stor en rolle det moralske element spiller, når vi dømmer ting som misbrug eller manipulation. For at illustrere det med dit eksempel med Holocaust: Holocaust er selvfølgelig en på alle måder grusom historisk hændelse, og man behøver ikke at være historiker for at kunne dømme den som grusom. Men det samme gælder også de mere ”tekniske” definitioner. Her kunne vi nævne DDR-statens opdragelsesdiktatur, som gjorde det såkaldte antifascistiske-marxistiske historieparadigme til norm for historieundervisningen og samfundsforståelsen. Der vil jeg plædere for en kritisk distance som udgangspunkt i omgangen med ømtålelige eller svære emner. Her er vi så tilbage ved, at den eneste brugbare definition på historiemisbrug er, at det er ”umoralsk historiebrug”, sådan som fx Karlsson også selv ender med at definere det. På det andet er han redigeret ud af billedet i et forsøg på at slette alle sporene af hans eksistens.

Lån god mening | Derfor giver et lån god mening for.

. Presse. I alle lande findes lovgivning, som kan brydes. Hvornår giver det mening at optage kviklån? giver dig svaret. Det vil således i Danmark ikke være lovligt fx at hævde, at Anders Fogh Rasmussen gav danske soldater lov til at torturere fanger under Irakkrigen, med mindre man kan føre bevis herfor ved en retssag. Så har vi derudover en helt masse nuancer og gråzonetilfælde, hvor vi i hvert enkelt tilfælde må ind og analysere og vurdere historiebrugen. Udover det rent tekniske, såsom forfalskning eller udeladelse, bruger vi nemlig også motivet, når vi fælder vores dom. I stedet er det, fordi vi i eftertiden har udviklet nogle helt grundlæggende værdier som fx, at enkeltindivider ikke kan gøres ansvarlige for andres handlinger, eller at man ikke udrydder andre befolkningsgrupper. I sin yderste konsekvens vil det lede til, at fx enhver historiebrug forbundet med krige og konflikter automatisk vil være misbrug, hvad enten man er enig i krigens retfærdighed eller ej, da krig jo netop fører til skade gennem vold.

Hvad betyder grænserne i toget? Plads til alle er også plads til forskellighed på rejsen | DSB

. Du er inde på, at det er, hvad historiebrugere ønsker at bruge historien til, eller rettere sagt ønsker at opnå med deres brug af historien, der her er det centrale og ikke forfalskningen eller manipulationen som sådan, der er det interessante. Det er påstande som fx Breiviks udtalelse om, at muslimerne er ved at invadere Europa, eller Hitlers påstand om at jøder er en degenereret race. Selvom artiklen er bygget direkte op over en skriftlig dialog, vi har ført, er den efterfølgende blevet redigeret for at gøre den mere læsevenlig, men dog uden at pointerne i de forskelle indlæg er skrevet væk. Og Stalins klippe-klistre øvelser med Trotskij er i princippet ikke anderledes, end den politikerenke der i al stilfærdighed fjerner sin mands brev til elskerinden, før hun indleverer brevarkivet til den historiker, der skal skrive mandens biografi. Dette gør ham ifølge bogen til historiemisbruger. Den anvender snarere anakronismer og bestemte identitetspolitiske tolkninger med det formål at manipulere offentligheden til at vende sig imod fx en bestemt befolkningsgruppe. Første lån gratis. Hvis vi ønsker at arbejde med moralske spørgsmål med eleverne, kan vi jo blot gøre det uden at bruge en betegnelse for det, der får et objektivt klingende navn. Jeg vil vove den påstand, at når vi bruger ord som manipulation og misbrug om forskellige former for historiebrug, ligger der en meget større moralsk komponent i vores dom, end vi selv erkender. Billedtekst: Udryddelseslejren Auschwitz Birkenau, hvor en stor del af Europas jøder blev myrdet af nazisterne. Lad mig prøve at udfolde argumentet ved at starte med at se på, hvad der egentlig ligger i ordet ”misbrug”. den opfattelse at samfundets oprindelse og udvikling er et uafvendeligt historisk faktum. Jeg synes sådan set, at eksemplet med henholdsvis Stryhns vikingebillede og Breiviks uniform understreger min pointe. Selve dommen, hvorvidt en handling er ”umoralsk”, er dog ikke noget historievidenskaben kan afgøre, og vel sådan set heller ikke historiefaget. Holocaust, som du nævner, er altid et godt eksempel at drage ind, fordi det om noget formår at sætte tingene på spidsen. Netop tempelridderordnen og korstogene er velegnede til at illustrere det problematiske i at arbejde ud fra denne position, da vi i dag kan finde ganske mange udlægninger af korstogsfænomenet i den politiske debat. Hvis det er den lære, som man uddrager af historien, der definerer én som misbruger eller evt. Og har historielærere ikke præcis et dannelsesmæssigt ansvar for at tage denne svære diskussion op i klasserummet set i forhold til Folkeskolens formålsparagraf og et fagligt ansvar set i forhold til fagmålene, hvor det bl.a.

Vi står altså i den situation, at den mest meningsfulde definition på historiemisbrug er, at der er tale om ”umoralsk historiebrug”. For det andet fordi jeg tror, at det i praksis vil være vanskeligt at holde alle spørgsmålene om fordrejning, manipulation og forfalskning ude af en misbrugsanalyse. I så fald risikerer man nemlig lige præcis at gøre sig til moralsk dommer over noget, man tror, man har en ren faglig hjemmel til at afgøre. Hvis Breivik ikke lyver, men stadig er ”historiemisbruger”, må hans forseelse altså være af enten moralsk karakter, en form for teknisk forseelse i historiebrugen, eller fordi han drager den forkerte lære af historien. Problemet med at inddrage historiemisbrug i en undervisningssammenhæng er imidlertid ikke, at det kan være vanskeligt at definere, hvornår der er tale om misbrug. At ville sælge leverpostej eller pølser er for de fleste ikke moralsk angribeligt. Klassiske eksempler på historiemanipulation er Dolkestødslegenden, hvormed højrefløjen i den tyske Weimarrepublik i mellemkrigsårene forsøgte at placere skylden for nederlaget i første verdenskrig hos socialdemokraterne og jøderne.

Hvad kan Borgerrådgiveren -

. Og igen vil jeg hævde, at vi støder på problemer med alt andet end den rent moralske definition. Den massive sovjetiske propaganda fungerede glimrende uden disse helt åbenlyse fotoforfalskninger. Hvis vi for argumentets skyld skal sætte tingene helt på spidsen, er Breiviks brug af tempelriddersymboler på sin paradeuniform ikke anderledes, end når Stryhns putter en viking med horn på deres pakker med leverpostej. Men selv hvis vi ser lidt mindre firkantet på det og ser på, om en specifik brug af historie bidrager til at opildne til had og diskrimination, så bliver det hurtigt til en diskussion af, hvad der er diskrimination, og hvad der ikke er. Men historie bør for mig at se ikke adskilles fra moralske domme. Vi kan altså ikke dømme ham som historiemisbruger, fordi han lyver, da han som Ahmadinejad sandsynligvis selv tror på sine egne ideers rigtighed. Den sidste myte, som Bøe og Knutsen oplister, er den situation, hvor virkeligheden og de politiske rammer tages for givet eller opfattes som eviggyldige. Udryddelseslejr, Auschwitz Birkenau. De historiefaglige værktøjer og det kildekritiske arbejde kan i den sammenhæng styrke vores argumenter for at tage fagligt, såvel som moralsk afstand fra holocaust-benægtelse. Pseudohistorie kan defineres, som det der er på færde i fx konspirationsteorier og alternative historiske forklaringer, og som er beslægtet med det meget aktuelle begreb ”fake news”. verdenskrig ikke har fundet sted eller ikke har fundet sted i det omfang, som efter krigen blev dokumenteret. Både pseudohistorie og historiemanipulation foretager en omskrivning af historien, men historiemanipulationen behøver ikke nødvendigvis at bygge på direkte forfalskninger. Vi skal være varsomme med, hvordan vi definerer historiemisbrug, og ikke mindst være klar over hvad der er på spil, når vi gør det. Først og fremmest fordi disse prædikater – ligesom typologien ’historiemisbrug’ – i sidste ende er afhængige af afsenderens motiver. I det mindste ikke hvis det bruges som en typologi eller kategori, da det forlener begrebet med en misforstået videnskabelighed eller historiefaglighed, der skygger for spørgsmålets moralske karakter. Myten tjener som bekendt identitetsskabende formål. Eleverne kan sagtens historiefagligt forholde sig til motiverne bag Breiviks udsagn og brug af historie uden i første omgang at forholde sig til det moralske i det. Derved er vi så tilbage ved den moralske definition. Rikke Alberg Peters: Moralsk dom eller ej – det er yderst relevant i undervisningen at undersøge motiverne bag historiemanipulationer og mytedannelser. Men myten bliver bekymrende eller direkte farlig, når den ikke kun udtrykker et fællesskab, men direkte formidler stereotyper og karikaturer og anvendes til at udstille, skade eller undertrykke andre individer eller grupper. Det kan sagtens give god mening at arbejde med umoralsk historiebrug i historieundervisningen, men der er ingen grund til at forplumre billedet ved at kalde det misbrug. Her kan det være utroligt svært at afgøre, hvorvidt de politiske argumenter kan føre til konkrete politiske handlinger eller holdninger, der kan skade andre mennesker. Det er værd at overveje, om det giver mere mening at arbejde med nogen af de beslægtede men mere fast definerede begreber som fx pseudohistorie og historiemanipulation. For du har jo fuldstændig ret i, at enhver kan skelne mellem de to måder at bruge historien på. Jeg vil dog mene, at det i langt de fleste tilfælde er uinteressant, om Ahmadinejad bevidst lyver, da det væsentligste vil være, at han udtaler sig i direkte modsætning til stort set alle, der ved noget om emnet. Som et tredje eksempel nævnes historiedeterminisme, dvs. Hvornår giver det mening at optage kviklån? giver dig svaret. At arbejde med ideen om, at noget kan være ”historiemisbrug”, kan både i forskningssammenhæng og didaktisk set være vanskeligt og bliver i øvrigt af flere forskere betragtet med en vis skepsis. Det er jo en relativt radikal og ganske åben definition, hvor der altså ikke, i en vurdering af hvorvidt noget er misbrug, skal tages hensyn til hverken sandhedsværdi eller historiebrugerens egen overbevisning om, hvorvidt det der siges, er sandt eller falsk. Nazismens opfattelse af jøderne var forkert, ligesom DDR-statens skoleundervisning var dybt indoktrinerende. Historie er ikke nogen eksakt videnskab; der er et stort spillerum for forskellige læsninger og fortolkninger – og det gælder selvfølgelig også, når andre end faghistorikere fortolker og bruger historien. Altså dem hvor der er tale om forfalskninger eller bevidste udeladelser. Eksempel på fotomanipulation i Sovjet under Stalin. Her er der naturligvis tale om forfalskninger og bevidst manipulation, men vi risikerer at lægge en overdreven vægt på den rent tekniske forfalskning, når vi bruger sådanne eksempler som udgangspunktet for, hvad der er manipulation. Det interessante er selvfølgelig, hvordan man som lærer vælger at gå til disse emner og præsentere dem for eleverne

Kommentarer